10 år med LÆR AT TACKLE

I år er det 10 år siden, Komiteen for Sundhedsoplysning afholdt sit første LÆR AT TACKLE-kursus. Det giver anledning til at kigge tilbage på såvel kursernes som kursisternes udvikling.

Jeg var instruktør på mit første kursus i 2006! Det var LÆR AT TACKLE kronisk sygdom på Østerbro Sundhedscenter. Min makker Grethe Kure og jeg havde en meget uhomogen gruppe, bl.a. en jøde med israelsk baggrund og en muslim med palæstinensisk baggrund. De to jokede med, at hvis DE kunne lave problemløsning sammen, så var der håb for Mellemøsten!

graf

De første 10 år med LÆR AT TACKLE har vi primært arbejdet for at få de kommunale sundhedscentre til at udbyde kurserne til deres borgere. Det er sket som et led i den kommunale rehabiliterings- og forebyggelsesindsats. Selvom kommunerne har været meget kreative i deres rekrutteringsstrategier, mindede kursisterne på holdene i starten relativt meget om hinanden.

Den klassiske LÆR AT TACKLE-kursist anno 2006
Ser man på kursusevalueringerne, var den klassiske kursist i starten en dansk kvinde mellem 51 – 60 år. Hun havde enten folkeskole eller en mellemlang uddannelse og havde i gennemsnit levet med sin langvarige eller kroniske lidelse i 5-10 år, før hun deltog på LÆR AT TACKLE. Kurset blev typisk udbudt via kommunens sundhedscenter. Se mere data om kursisterne her

Den nye LÆR AT TACKLE kursist
I de seneste år er kurserne – parallelt med stadig at være tilbud i sundhedscentrene – begyndt at blive udbudt nye steder. Det betyder også, at man ikke længere kan tale om den klassiske kursist. I dag kan en LÆR AT TACKLE-kursisten også være den unge mand, der lider af depression og som har svært ved at finde ståsted i sit nye voksenliv, tidligere stofmisbrugere, småbarnsmødre med arbejdsstress eller fødselsdepressioner, mandlige hjertepatienter, som frygter at falde om med et nyt hjerteanfald, angstramte indvandrere, den aktive alkoholiker, som gerne vil have struktur i hverdagen. Her er nogle af de steder, LÆR AT TACKLE er blevet udbudt med succes:

Via jobcenteret
Jobcentrene udbyder typisk kurset LÆR AT TACKLE job og sygdom , men også LÆR AT TACKLE kroniske smerter og LÆR AT TACKLE angst og depression udbydes med gode erfaringer via beskæftigelsesområdet.

Via boligsociale områder
Som et led i et partnerskab mellem BL – Danmarks almene boliger og Komiteen for Sundhedsoplysning er LÆR AT TACKLE angst og depression blevet udbudt i boligsociale områder. Målet var at lægge tilbuddet tæt på borgeren for at rekruttere kursister blandt borgergrupper, som sjældent benytter sundhedscenteret i kommunen. Generelt har vi fx ca. 5 % kursister med anden baggrund end dansk. I Urbanplanen i København blev der afholdt kurser med 0 % etniske danske deltagere. Læs procesevalueringen her

For yngre kursister (18-30 år)
LÆR AT TACKLE angst og depression har vist sig at være en intervention, der virkelig har været behov for i den kommunale virkelighed. Rigtig mange danskere har depression eller angst, men mange har manglet det rigtige tilbud. Derfor må mange kommuner oprette ventelister til kurserne. Kursisterne er også blevet en del yngre end tidligere. Derfor er flere kommuner begyndt at udbyde ungehold, hvor både instruktører og kursister er under 30 år. Alt tyder på, at det giver god mening at afholde kurser specifikt for unge.

Via sociale væresteder
Som et led i et partnerskabsprojekt mellem Landsforeningen for væresteder og Komiteen for Sundhedsoplysning har LÆR AT TACKLE kronisk sygdom med stor succes været udbudt i 3 forskellige væresteder. Bl.a. var der en deltagertilfredshed på 100 %. Evalueringen viser desuden, at udbyttet på flere parametre er større hos værestedsbrugerne end hos den generelle befolkning. Læs evalueringsrapporten her

I almen praktiserende læges praksis
Frokoststuen i et lægehus blev omdannet til kursuslokale, og lægerne rekrutterede kursister direkte til kurset. I løbet af kurset fremsatte deltagerne forslag til emner, som de gerne ville bruge mere tid på. Efter kurset inviterede man forskellige fagpersoner ind til at holde oplæg og deltage i diskussioner med kursisterne.

Kurser for specifikke diagnosegrupper, fx lænde- og rygpatienter
I løbet af de seneste 10 år er der blevet introduceret nye kurser, som i modsætning til det oprindelige kursus LÆR AT TACKLE kronisk sygdom, er mere målrettet og dermed nemmere at kommunikere til borgere. Fx er det nemmere at forklare, hvad man kan få ud af et kursus om kroniske smerter i forhold til kursus til mennesker med alle former for kroniske eller langvarige lidelser.

LÆR AT TACKLE er for alle, der har brug for inspiration og motivation til at blive en aktiv selvhjælper. Hvis du tænker kurset kunne være interessant for dig eller en du kender, så find din kommune her

 

 

Rollemodelfunktionen – i teori og praksis

tegning

Rollemodelfunktionen er helt central for alle LÆR AT TACKLE-instruktører. Og på LÆR AT TACKLEs 9. instruktørsamling den 27.-28. oktober 2015 på Comwell Middelfart holdt jeg oplæg om rollemodelfunktionen, som var fokus på årets samling. Kernen i mit oplæg var Komiteens forventninger til de mange gode rollemodeller, som deltog i instruktørsamlingen.

4 stategier til at øge kursisternes self-efficacy
4strategier

På LÆR AT TACKLE-kurserne benytter vi 4 strategier til at øge kursisternes self-efficacy – der på godt dansk betyder mestringsforventning. De 4 strategier er:

  • Brug af rollemodeller
  • Revurdering af symptomer
  • Gruppe effekt
  • Tilegnelse af færdigheder

Alle 4 strategier er vigtige. Men rollemodelfunktionen er særlig vigtig, idet rollemodeller er i øjenhøjde med deres kursister – en ligemandsposition, der gør dem i stand til at inspirere og motivere deres kursister til at arbejde med 3 andre strategier og dermed til at arbejde med aktiv selvhjælp.

Skabelonen for den gode rollemodel
På hvert LÆR AT TACKLE-kursus er der to instruktører, som selvfølgelig har forberedt sig på kursusaktiviteterne. Dermed er de i stand til at demonstrere de forskellige redskaber og teknikker, der erfaringsmæssigt har hjulpet mange med langvarig sygdom. På denne måde har de en vigtig rollemodelfunktion.

Men de skal også kunne demonstrere, at de SELV er gode selvhjælpere. Så hvad forventes der af den gode selvhjælper? Og hvad forventer vi i det hele taget af en instruktør på LÆR AT TACKLE?

Først og fremmest skal man som instruktør ikke være perfekt. For er man det, er man ikke i øjenhøjde med sine kursister!

Da jeg skulle skrive mit oplæg til instruktørsamlingen, slog det mig, at det første skema, vi præsenterer på vores kurser, egentlig viser skabelonen for, hvad vi forventer af instruktørerne. Skemaet ser således ud:

Skema 1. Selvhjælpsopgaver

Tag vare på dit helbred – som fx at tage sin medicin, motionere, gå til lægen, spise sundt, tage del i planlægning af dit behandlingsforløb ved at holde øje med og informere dine læger og andre om, hvordan din sygdom udvikler sig og hvilke ønsker og mål du har i forhold til din behandling

Fortsæt med dine daglige aktiviteter – huslige pligter, arbejde, samvær med andre samt bevare de ting i livet, som betyder noget for dig. Det kan betyde, at du skal finde en anden måde at gøre tingene på. Fx at bruge en stol med hjul til havearbejde eller have færdigretter i fryseren til tidspunkter hvor du ikke har overskud til at lave mad

Vær opmærksom på og tag hensyn til dine følelser – du kan opleve følelsesmæssige forandringer, som skyldes din sygdom, fx vrede, usikkerhed om fremtiden, ændrede forventninger og mål samt tristhed og undertiden depression. Der kan også ske ændringer i forhold til din familie og venner. At være bevidst om, at der vil komme følelsesmæssige op- og nedture, og at nedturene er en naturlig del af det at have en kronisk sygdom.

En god rollemodel er derfor en person, som:

  • hviler godt i sig selv (eller arbejder med det)
  • er i øjenhøjde med sine kursister og ved hvor skoen trykker (husker hvordan det var, da man selv var i deres situation)
  • ikke er perfekt, men som arbejder med det, der er svært (fx betyder ens handleplan meget)
  • ikke fylder for meget i kursuslokalet (man må max tale 1 minut om sig selv)
  • er sig selv og passer godt på sig selv

Rollemodellen som inspirationskilde
Hvis instruktøren er en god rollemodel, vil kursisterne hurtigt begynde at blive inspireret af dennes eksempler og handleplaner. Oplever kursisterne, at det er rart at ’spejle’ sig i andre i samme situation, vil de også begynde at blive inspireret af hinanden, og dermed bliver hele gruppen rollemodeller for hinanden. Sker dette, kan instruktørerne også begynde at vise kursisterne, at de også bliver inspireret af kursisternes input. For det gør de faktisk ofte! Der er altså tale om tre mekanismer, eller trin, om man vil:

  1. Kursisterne spejder sig i instruktøren
  2. Kursisterne spejler sig i hinanden
  3. Instruktøren spejler sig i kursisterne

Alle tre trin medvirker til at opbygge kursisternes self-efficacy, eller mestringsforventning, som vi også kalder det. Denne gruppedynamik, hvor spejlingerne foregår i øjenhøjde og på tværs af udfordringer og underviser/kursistpositioner, kan virkelig sætte turbo på processerne.

Hvad tænker du, er vigtigt, når man skal fungere som en god rollemodel? Kommenter gerne min blog med et indlæg om dine erfaringer med at VÆRE rollemodel eller MØDE andre rollemodeller.

Et godt argument for aktiv selvhjælp

Med snart 10 års erfaring i at udbyde LÆR AT TACKLE bliver Komiteen for Sundhedsoplysning ofte spurgt, om vi vil fortælle om vores erfaringer til andre lande, der gerne vil igang.

IMG_0425

Foto: http://www.ehfg.org

For et par uger siden deltog jeg i en af Europas mest indflydelsesrige sundhedskonferencer – European Health Forum Gastein (ehfg.org). Jeg var blevet inviteret til at fortælle om, hvordan vi har udbredt LÆR AT TACKLE til størstedelen af de danske kommuner. I mit oplæg skulle jeg bl.a. præsentere et centralt argument for at arbejde med patienters egenomsorg eller selvhjælp.

Det argument vil jeg gerne præsentere her på bloggen med en opfordring til, at du kan kommentere mit blogindlæg med andre gode argumenter for aktiv selvhjælp.

Når man lever med et langvarigt eller kronisk helbredsproblem, fx diabetes, KOL eller depression, så er det sygdomme, der har konsekvenser for hele ens liv, inklusive den tid man sover. Det vil sige, at man konstant skal tage hensyn til sygdommen eller håndtere symptomer, der kommer fra ens sygdom eller sygdomme. Det svarer til, at vi i 98 % af tiden står alene med beslutninger om, hvordan vi skal håndtere livet med langvarig sygdom. Det betyder, at vi kun i 2 % af tiden er sammen med eksperter, der kan hjælpe, guide og støtte os i, hvordan vi kan leve bedst muligt med sygdommen. Resten af tiden, er vi overladt til os selv.

Samtidig gælder det for stort set alle langvarige helbredsproblemer, at de valg, vi foretager i de 98 % af tiden, har afgørende betydning for effekten af den behandling, vi modtager af de sundhedsprofessionelle.

Fx nytter behandlingen af Diabetes ikke meget, hvis man ikke ændrer kost- og/eller motionsvaner, og det samme gælder for borgeren med KOL. Hvis man ikke stopper med at ryge, er behandlingen ikke særlig effektfuld. Derfor giver det rigtig god mening, sideløbende og som supplement til behandling mv. at øge borgernes evner til at være aktive selvhjælpere.

Den svenske Parkinson-patient Sara Riggara (riggare.se) har illustreret pointen med mange blå og en enkelt rød prik, for at illustrere samme pointe.

Selfcare-infographic-English

På LÆR AT TACKLE-kurserne fokuserer vi rigtig meget på de 98 % og på, hvad vi selv kan gøre for at optimere vores liv på trods af sygdom. Vi bruger også tid på at træne kommunikationsfærdigheder, så vi bliver endnu skarpere på at formulere, hvilken hjælp vi har behov for, når vi er sammen med sundhedsprofessionelle.

Hvad er dit argument for aktiv selvhjælp? Skriv det som et svar på mit indlæg.

Tænker du, at LÆR AT TACKLE ku være noget for dig eller en du kender, så tjek Danmarkskortet på www.patientuddannelse.info og find din kommunale koordinator.

Kært barn har mange navne – og fremover vil jeg kalde mine handleplaner for Ønskeplaner!

Jeg besøgte et kursus, hvor de to instruktører havde omdøbt handleplanerne til ønskeplaner. Og det gav faktisk rigtig god mening. For noget af det, vi synes er meget vigtigt på LÆR AT TACKLE, det er at kursisterne får succesoplevelser i løbet af deres kursusforløb.

Et ret godt tip til, hvordan du lykkes med din handleplan, er at sørge for, at den indeholder noget, som DU har lyst til at kunne gennemføre – ikke noget, som du tror, konen bliver glad for, at du gør, eller som dine børn forventer, eller ….ja du kan selv fortsætte listen over, hvem der kan have en mening om, hvad du bør gøre.

Den pædagogiske hypotese bag planerne er, at hvis du oplever succes med dine ’ønskeplaner’, så vil du samtidig få lyst til at arbejde med de emner, som er vigtige for at tackle dit liv med langvarig sygdom. På denne måde kan du med små sikre skridt nærme dig dine mål.

Jeg har lånt nogle kursisteksempler på, hvad en ønskeplan kan indeholde. Eksemplerne er hentet fra tredje mødegang på kurset LÆR AT TACKLE job og sygdom:

Baggrund: En kursist ville prøve at spare nogle penge men stadig få godt brød, mens hun var på sygedagpenge.

Ønskeplan: ’Lære at bage rugbrød med surdej i weekenden.’

Baggrund: En kursist havde været involveret i et trafikuheld, hvor hendes piger var passagerer i bilen. Siden har hun ikke turde føre bil med pigerne som passager.

Ønskeplan: ’Køre mine to piger til sport på lørdag.’

Begge ønskeplaner har meget stærke mål, som kursisterne på holdet støtter hinanden i at gennemføre mellem kursusgangene, som der er en uge imellem. Jeg kan rigtig godt lide, at ønskeplanen stiller fokus på ønsket og lysten, da det er positive vinkler på ens selvhjælpsarbejde: at vi arbejder med positive, livsbekræftende mål.

I Danmark afholder 67 kommuner LÆR AT TACKLE kurser. Hvis du kender en, der lever med langvarige helbredsproblemer og som har svært ved at leve et godt liv på trods af – eller med – sygdommen, så prik vedkommende på skulderen og find kommunen på www.patientuddannelse.info.

“Jeg er blevet meget bedre rustet til at være mig!”

Det kan være svært at fortælle, hvad man præcist får ud af at deltage i LÆR AT TACKLE, da målet med kurserne er at øge den enkelte kursists lyst og evne til at mestre livet med langvarige helbredsproblemer. Men da jeg hørte citatet, der er blevet dette indlægs overskrift, kunne jeg mærke, at det ramte lige i hjertet!

For det er jo det, det handler om: at blive bedre rustet til at få det bedste ud af mit liv.

At blive rustet til at få et godt liv  er et smukt mål for den aktive selvhjælper. Men hvordan kommer man i gang med at ruste sig til at være ’mig’?

På LÆR AT TACKLE er et af de vigtigste redskaber ens ugentlige handleplan. Fra uge til uge laver kursisterne små handleplaner for mål, de ønsker at nå. Gruppens deltagere hjælper hinanden med at gøre målene så konkrete så mulige, så chancen for at lykkes bliver så høj så muligt. For når man oplever succes, øger man troen på sine egne evner til at sætte mål og udføre de handlinger, der skal til, for at nå målet.

Det fantastiske med handleplaner er, at uanset indholdet vil din selvtillid øges, når du gennemfører din plan. Der er to ting, der er vigtige, for at du øger din selvtillid:

– målet for handleplanen skal være noget, DU ønsker at gøre.

– handleplanen skal være så konkret så muligt.

Dette sikrer, at dit mål er lystbetonet, og at det passer ind i dine øvrige forpligtelser og opgaver i ugen – noget, som giver det bedste udgangspunkt for en succesfuld handleplan.

Når du i løbet af kursets seks uger oplever, at du selv kan gøre noget i forhold til dit helbredsproblem, vil du samtidig opleve, at du er blevet bedre rustet til at leve dit liv bedst muligt – også selvom du har en langvarig sygdom.

Hvis du har et godt eksempel på, hvad en handleplan kan indeholde, så må du gerne fortælle om den ved at besvare mit indlæg.

LÆR AT TACKLE kursernes historie i Danmark

LÆR AT TACKLE er fællesbetegnelsen for 4 hjælp-til-selvhjælpskurser, som Komiteen for Sundhedsoplysning udbyder i samarbejde med de danske kommuner. Dette blogindlæg er tidligere udgivet på engelsk på Careum blog, med titlen ”Empowering Danish citizens”.

Hjælp til selvhjælp er et essentielt element for at sikre en innovativ og patientcentreret behandling af borgere med langvarige helbredsproblemer. LÆR AT TACKLE kommer fra Stanford Universitet, hvor det kaldes Chronic Disease Self-Management Program (CDSMP). LÆR AT TACKLE er særligt, bl.a. ved at der er foretaget mange effektevalueringer af programmet, og det er udbredt til lande over hele kloden.
Danmark har siden 2006 arbejdet med LÆR AT TACKLE og deltaget i udviklingen af nye programmer, for at kvalificere og kvalitetssikre indsatsen til mennesker med langvarige helbredsproblemer, som fx gigt, kroniske smerter, depression, hjertesygdom eller diabetes.

LÆR AT TACKLE er et generisk Hjælp-til-selvhjælps program, som er udviklet på Stanford Universitet. Kurset afholdes på 6 uger, med en ugentlig mødegang på 2 ½ time. Kursets instruktører er frivillige borgere, der selv har erfaring med langvarige helbredsproblemer og aktiv selvhjælp. Kursets fokus er, hvordan man håndterer hverdagen med langvarige helbredsproblemer. Målet er at øge kursisternes mestringsforventning (self-efficacy).

Momentum i Danmark
Ved indgangen til 2007 ændrede kommunalreformen den danske struktur for forebyggelse og genoptræning. Vi gik fra 298 til 98 kommuner, og kommunerne fik nye ansvarsområder, som fx borger- og patientrettet forebyggelse, Sundhedsfremme, rehabilitering efter sygefravær og generelt støtte til mennesker, der er udfordret af langvarige helbredsproblemer.

Strukturreformen introducerede også en medfinansieringspligt, så kommunen efter reformen skulle betale 20 % af udgifterne til genindlæggelser af patienter med kroniske/langvarige lidelser. De forhold skabte et incitament for kommunerne til at hjælpe og støtte borgere i at blive aktive selvhjælpere og brugere af systemet, så genindlæggelser undgås og livskvaliteten øges, hvis det er muligt.

Et af de udfordrende spørgsmål handlede om, hvordan kommunerne skulle kunne løfte dette ansvar over for borgere, der kan lide af mange forskellige lidelser og kan have mange forskellige diagnoser.

LÆR AT TACKLE – En generisk intervention
På Stanford Universitet oplevede Professor Kate Lorig den samme udfordring med hendes program The Arthritis Self-Management program (selvhjælpskursus for gigtpatienter), der blev udviklet i 1970erne. Når man spurgte deltagerne på kurset, hvilke udfordringer de oplevede med at være gigtpatient og hvad de havde fået ud af kurset, så var svarene ofte ret enslydende. De største udfordringer handlede om hverdagslivet, og de største gevinster var at være sammen andre, der vidste hvor skoen trykkede, når man har langvarige helbredsproblemer – altså forhold om alt andet end gigten. Det førte til den erkendelse, at det at leve med langvarige helbredsproblemer giver en række udfordringer og muligheder, uanset hvilken type helbredsproblem du lever med. Og det bedste sted at arbejde med de forhold er i en gruppe med ligesindede, dvs. andre mennesker med langvarige helbredsproblemer og en lyst til at arbejde med at finde løsninger på problemerne.

Kate Lorig og hendes kollegaer udviklede en generisk – dvs. ikke sygdomsspecifik – intervention – LÆR AT TACKLE – som siden er blevet afprøvet og testet i mange forskellige sammenhænge i forskellige lande til forskellige målgrupper. Det er vigtigt at forstå, at LÆR AT TACKLE ikke er behandling, men til gengæld et potentielt, super supplement til behandling, der giver den enkelte borger muligheden for at genvinde kontrollen over sit liv, på trods af deres langvarige helbredsproblem. LÆR AT TACKLEs centrale effekter, som er dokumenteret gennem flere studier, er reduktion af fysiske begrænsninger, et bedre selvvurderet helbred, reduktion af symptomer på depression, smerter og træthed, samt en højere grad af mestringsforventning.

Udbredelse af LÆR AT TACKLE
Tilbage til Danmark. Her besluttede Sundhedsstyrelsen og Gigtforeningen at udbrede LÆR AT TACKLE i kommunerne. Hypotesen var, at ved siden af ​​de mere sygdomsspecifikke aktiviteter, der udbydes i kommunerne, vil et generisk program som LÆR AT TACKLE, der retter sig mod alle former for kroniske lidelser potentielt være til gavn for borgerne.

Komiteen for Sundhedsoplysning, en privat non-profit organisation, der er i tæt samarbejde med Sundhedsstyrelsen, viste sig at være den ideelle organisation til at huse det nationale ‘kontor’ for LÆR AT TACKLE. Komiteen oversatte materialer til den første version af LÆR AT TACKLE, der blev pilottestet i 2003-2005. Siden 2006 har op til syv medarbejdere arbejdet på udbredelse og kvalitetssikring af LÆR AT TACKLE-programmerne.

Hvad var vores strategi? Ideen var at nå kommunerne både med en top-to-bottom samt med en bottom-up-tilgang. Dette betyder, at Komiteen sikrer støtte på et organisatorisk og nationalt plan. Derudover tilbyder vi støtte til hver enkelt kommune i, hvordan LÆR AT TACKLE-kurserne skal køres i de kommunale rammer. Fra 2006-2008 blev programmet udbudt i 82 ud af de 98 kommuner. I løbet af denne periode blev alle tjenester fra Komiteen for Sundhedsoplysning finansieret af den almennyttige fond TrygFonden.

LÆR AT TACKLE målrettet kroniske smerter
Alle deltagere på LÆR AT TACKLE-kurser udfylder et spørgeskema efter endt kursusdeltagelse. Ud fra disse spørgeskemaer kunne vi se, at tæt på 50 % havde en eller anden form for kronisk smertetilstand. Derfor besluttede Komiteen for Sundhedsoplysning i samarbejde med Sundhedsstyrelsen at udbrede en videreudviklet version af LÆR AT TACKLE – LÆR AT TACKLE kroniske smerter. Fra 2010-1012 blev programmet udbredt til 41 kommuner. Et randomiseret kontrolleret forsøg blev udført (n=500), og resultaterne af dette er sammenlignelige med internationale undersøgelser.

LÆR AT TACKLE kroniske smerter startede i Danmark på det strategisk rigtige tidspunkt. Kommunerne havde få tilbud til borgere, der levede med udfordringer grundet kroniske smerter. I dag er den danske version af LÆR AT TACKLE kroniske smerter vidt udbredt. I mange kommuner er programmet også en del af forskellige ”beskæftigelses”-strategier, da 80 % af de danske statsborgere, der er længst fra ordinær beskæftigelse har kroniske smerter.

LÆR AT TACKLE målrettet mental sundhed og arbejdsløshed
Nylige fund fra USA tyder på, at LÆR AT TACKLE kan være et effektivt redskab for mennesker med alvorlig psykisk lidelse. I Storbritannien er LÆR AT TACKLE blevet videreudviklet til en mental sundhedsworkshop kaldet ”New Beginnings”. Da den danske undersøgelse af LÆR AT TACKLE fandt, at 24 % af kursisterne havde symptomer på angst, og 40 % havde symptomer på depression, havde vi en væsentlig grund til også at fokusere på den mentale sundhed. Siden 2012 har vi oversat samt formidlet det britiske ”New Beginnings”-program i 46 danske kommuner, og et randomiseret kontrolleret forsøg blev udført med 900 deltagere. I Danmark hedder kurset LÆR AT TACKLE angst og depression.

I Danmark ser vi en sammenhæng mellem arbejdsløshed og langvarig sygdom. I samarbejde med Stanford Patient Education Centre, har Komiteen for Sundhedsoplysning tilpasset LÆR AT TACKLE med det formål at fokusere kurset på at tackle sygdom og beskæftigelse. På dette kursus, kaldet LÆR AT TACKLE job og sygdom er alle aktiviteter forbundet med de udfordringer, der er ved at arbejde, selvom en lidelse begrænser din funktionalitet.

Vi er igang med at gennemføre et randomiseret kontrolleret forsøg (n=1000) for at undersøge effekten af kurset, som supplement til allerede eksisterende aktiviteter i de lokale jobcentre. En ny dansk lovgivning siger, at hvis du er langtidssygemeldt (mere end 6 uger), er din kommune forpligtet til at tilbyde dig hjælp til selvhjælp, såsom LÆR AT TACKLE-kurserne.

LÆR AT TACKLE i nye arenaer
Efter næsten 10 år med LÆR AT TACKLE i Danmark, er Komiteen for Sundhedsoplysning i gang med at finde nye steder hvor LÆR AT TACKLE kan hjælpe borgere, som vi ikke har kontakt til gennem de kommunale sundheds- og beskæftigelsesområder.

Vi tester i øjeblikket LÆR AT TACKLE følgende steder:

  • I boligsociale områder
  • Væresteder
  • Almen praksis

Og vi tester i øjeblikket kurset for nye målgrupper:

  • Pårørende til borgere med demens
  • Lænderygpatienter
  • Borgere med fødselsdepressioner

Hvad gør mig glad? – hvordan man laver en god problemløsning

Hvis man vil være en god selvhjælper, så er det godt at være god til at løse de forhindringer, der dukker op på vej mod ens mål! Derfor er problemløsning et af de vigtigste værktøjer i LÆR AT TACKLEs værktøjskasse til aktiv selvhjælp.

Når vi vil løse et problem, bruger vi en procedure, som trin for trin kan hjælpe en med at finde gode løsninger:

  1. Identificer problemet – spørg dig selv, hvad der forhindrede dig i at gøre det, du ville
  2. Skriv ideer ned til løsning af problemet
  3. Vælg en ide at afprøve – og test en ide ad gangen
  4. Vurder dit resultat – hvis problemet er løst – fint. Hvis ikke så…
  5. Afprøv en ny ide – fra din liste
  6. Træk på andre ressourcer – hvis du er løbet tør for ideer, så overvej hvem du kender, der kunne have gode ideer – og spørg dem, så du kan lave en ny liste. Gå herefter tilbage til punkt 3
  7. Accepter at problemer nogle gange ikke kan løses her og nu – du kan eventuelt tage problemet op igen senere.

Det eneste hun ønskede var at være rigtig glad igen.
Et godt eksempel på en problemløsning, så jeg på et kursus i Aalborg. En kursist havde som handleplan, at hun ville ud at cykle i 20 minutter 2 gange på en uge. Men undervejs i ugen kunne hun mærke, at hun ikke havde lyst til at udføre sin handleplan, for det var bare en sur pligt.

Instruktørerne kommenterede, at de handleplaner, vi laver her på kurset, skal være lystbetonet, men det lød ikke, som om kursistens handleplan var båret af lyst.
Kursisten sagde, at det eneste hun ønskede sig, var bare at være glad. Instruktøren svarede, at så kunne det være fint at overveje, hvad der gør en glad. Hun spurgte, om kursisten gerne ville høre, hvad der gjorde de andre i gruppen glade, og gruppen endte med at finde ideer ud fra overskriften: Hvad gør mig glad?

Gruppens ideer var:

  • Gør-det-selv projekter
  • Blanke rene overflader i hjemmet
  • Sang og musik
  • Dans
  • Gør andre glade
  • Børnebørn
  • Se bunden af vasketøjskurven
  • To do-lister, hvor man streger ud

Kursisten sagde, at hun blev glad af at høre musik, og den ide ville hun arbejde videre med i sin handleplan.

At finde det rigtige problem
Trin-for-trin vejledningen til problemløsning er lige til og meget enkelt. Men den virker kun, hvis man har identificeret det rigtige problem.

Eksemplet viser, at der kan være mange grunde til, at man kører sur i at lave handleplaner. Hvis man bliver ved med at spørge sig selv, hvilke forhold/hvad der forhindrede en i at gennemføre sin handleplan, så kommer man ofte til en problemstilling, man kan arbejde med. I dette tilfælde: at mærke efter, hvad der gør en glad og derfor formulere en handleplan, der indeholder netop det.